De joniske øer i Grækenland – en symfoni i blåt & grønt

De joniske øer kanter Grækenlands vestkyst og er kendte for både deres frugtbarhed, frodige vegetation og det blå hav. naturen er ikke så egnet til ø-hop som Kykladerne, men er mere egnede til en virkelig god ferie, hvor man mere eller mindre bliver det samme sted og påskønner det. Svømningg, dykning og alle former for vandsport er lige så godt her som alle andre steder.,og så er der også en masse andre fine muligheder for bare at nyde naturen.

De Joniske øer i Grækenland består af Zakynthos, Kefallonia, Antipaxoi, Paxoi, Azkynthos.


Den internationale havpark på Zakynthos giver store muligheder for vækst i turisme. Opgaven for havparken er at beskytte øens vigtigste naturarv, Caretta Caretta havskildpadderne, og opretholde en økologisk ligevægt gennem bæredygtig udvikling af havområdet i den store Laganas-bugt og øerne i Zakynthos præfektur. Havparken stiler også efter at udvikle nye initiativer og økonomiske aktiviteter, der er forenelige med principperne om at bevare dyrelivet og landskabet i den store region. Samtidig gør man på lokalt plan i samarbejde med ledelsen for havparken en stor indsats for at forbedre de informations- og uddannelsestjenester, som tilbydes. Endvidere kan miljøuddannelsescentret, der løbende udfører et vigtigt arbejde i Messalas’ renoverede palæ i Lithakia, blive en betydningsfuld attraktion uden for Grækenlands grænser. Bestræbelserne går ud på at tiltrække såvel et større antal gæster til den uddannelsesmæssige turistsektor som et bredere publikum, der ønsker at berige deres ophold i regionen med viden om lokal natur og kultur.

Gastronomi og landbrug
Foruden sin omfattende udviklede turistinfrastruktur ligger Laganas også i landbrugsregion, hvor der først og fremmest dyrkes oliven og druer. Og der er et betydeligt fiskeri i kommunen. Den traditionelle olivenhøst, de moderne olivenpressere, druehøsten og hjemmefremstillingen af vin og talrige andre aktiviteter af interesse for turister i landbrugserhvervet kan hjælpe til udviklingen af alternativer og agroturisme. Det vil også forlænge turistsæsonen. Tavernaer og bagerier i landsbyerne ved Laganas bager stadig brød og tærter i traditionelle stenovne. Fremragende lokale råvarer danner grundlag for fortræffelige traditionelle lokale retter, som er bedst, når de ledsages af den lokale vin, Verdea. Gæster skal sørge for at smage områdets oste, rosiner og de traditionelle snacks ”pasteli” og ”mandolato”.

Sport og udendørsaktiviteter
Laganas har mange udendørs- og sportsaktiviteter at tilbyde, herunder en hel række af forskellige former for vandsport – sejlsport, surfing og dykning ned til en af Grækenlands smukkeste havbunde. Stranden er særligt sikker. Man kan også vandre på bjergstier gennem skove med gamle pinjetræer, ride i de to lokale rideklubber, køre mountainbike eller øve kørefærdigheder på en særlig væddeløbsbane. Laganas har noget at tilbyde enhver, uanset hvor ens interesser ligger. Familier med små børn kan svømme i Laganas-bugten, mens naturelskere vil nyde en bådtur ud til Caretta Caretta havskildpaddernes levesteder. Desuden er Laganas hvert år vært for ”Vezalia Svømmestævne”, opkaldt efter den første belgiske anaton, som led skibbrud på øen i 1560 og blev der for resten af sit liv. Svømmeklubber fra hele Grækenland deltager i stævnet.

Underholdning – afslapning
Fra intime barer og tavernaer, der spiller lokale ”kantaades” og ”arekies” (en slags serenader og ballader) til kosmopolitiske natklubber, der disker op med den nyeste pop- og dansemusik – Laganas kan opfylde ethvert ønske.

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Udgivet i Rejsetips | Tagget , | Skriv en kommentar

Chianti i Toscana – landlig idyl på din ferie i Italien

Chianti er snarere en spirituel end en geografisk stedbetegnelse. Dets flydende grænser afspejler vekslen mellem magten i Firenze og Siena, men dets sjæl bliver der, hvor den altid har været: På florentinsk jord. Landskabet i provinsen Siena er lidt vildere, dalene dybere og bjergene højere, men på bunden er det ligesom Firenzes Chianti-provins: Søvnigt og overciviliseret. I modsætning til den sydlige del af provinsen er Chiantiegnen ikke stedet med kunstneriske eller arkitektoniske kulisser. I stedet er det et område, hvor den omtumlede historie har skabt en scene med den mest fuldendte form for harmoni bestående af blide højdedrag og venlige mennesker.
På et sted, hvor det ikke er vigtigt at se helt bestemte ting, er det muligt at foretage mange fine udflugter.

Castellina i Chianti
Castellina in Chianti ligger bekvemt placeret ved Chiantigiana, den snoede landevej der forbinder Firenze med Siena. Castellina ser ud over symmetriske vinmarker og lunde, et landskab der er oversået med lave stenhuse og sene renæssancevillaer. Der er bygget nye vingårde af sten, fjernet fra middelalderens borgruiner. Vinbønderne har i dovenskab således gjort det oprindelige slot eller tårn til en gård, men navne som ”La Rocca” eller ”La Torre” afslører deres oprindelige funktion. Castellinas navn afslører også dens middelalderlige funktion som florentinsk forpost. Sent i 1200-tallet var den hjemsted for det første Chianti-forbund, en gruppe bestående af tre feudale, florentinske borge, der hver var ansvarlig for en tredjedel af området. Borgen er i dag et befæstet rådhus med et lille etruskermuseum og et mylder af stemningsfyldte gyder, hvorfra man kan se glimt af Chianti-bjergene. Den anden attraktion er Enoteca Vini Gallo Nero (Via della Rocca 13), et sted hvor man smager på vin, får råd om vinture og hvor der er vendita diretta, salt fra butikken.

Radda i Chinanti
Radda in Chinanti, i 1415 hovedkvarter for Chianti-forbundet, har bevaret sin middelalderlige byplan og sit imponerende rådhus. Ligesom i Castellina er den selvgroede arkitektur ude på landet af større værdi. Klassiske Medici-villaer med 1500-tals vinduer kappes med romantiske villaer, skabt af resterne fra borge eller etruskiske ruiner. Villa Vistarenni er mesterværk fra 1600-tallet, et sofistikeret hvidt fyrtårn, der ville være utænkeligt i landskabet syd for Siena. De elegante loggiaer og arkitekturens åbne karakter er beviser på den voksende sikkerhed, befolkningen oplevede ude på landet og i nærheden til det urbane Firenze. I den rolige Chianti-egn er landet rigere og mere civiliseret end byen. Det modsatte gælder bysamfundene syd for Siena.

Uden for Radda igger Volpaia, den mest maleriske landsby i Chianti. En proptrækkervej klatrer op mod den middelalderlige by med sine tårne, forfaldne borg og kirken i Brunelleschi-stil. Hvis landsbyerne og byerne i Chianti i dag kun har ringe sans for identitet og blot få kunstneriske skatte, er det, fordi de er opstået med fuld udviklet Firenze- og Siena-identitet. Mens landsbyerne manglede kunstneriske mæcener og egen vilje, havde de militære forposter som Radda ikke tid til at udvikle sig i kunstnerisk retning. Kun klostrene i Chianti, som havde deres egne midler, var uafhængige nok til at skabe deres egen kultur.

Mellem Radda og Gaiole ligger Badia a Coltibuono, med det passende navn, kloster for den gode høst, placeret midt mellem pinjer, ege, kastanjer og vinranker. Siden klostrets opløsning i 1810, har dette middelalderlige anlæg tilhørt en enkelt familie. Selv om den bedårende klostergård fra 1400-tallet, kapellet og lofterne med fresker kun er tilgængelige for deltagerne i et madkursus om toscansk mad, er det en dejlig oplevelse at se 1100-talsmurene og klokketårnet udefra. Under klostret findes vinkældre, fulde af Chianti Classico – det som man pr. tradition lever af her. Ikke mindre berømt er honning fra kastanjeblomster eller jomfruolie. Sådanne produkter kan købes på stedet eller smages i klostrets restaurant.

Gaiole i Chianti
Gaiole in Chianti, en lille by i Chianti-forbundet, er en nyere bebyggelse beliggende ved flodbredden i en skovklædt dal. Det er et populært villeggiatura, sommertilflugtssted for varmeplagede florentinere, der er ude efter familiehoteller, hjemmelavet mad og vin med det kendte logo gallo nero, den sorte hane.

Historien ligger og venter i Meleto og Vertine, to usædvanlige borge, og Barbischio, en middelalderlig landsby blot en kort spadseretur herfra. Fristende stier med afmærkningen Sentieri del Chianti fører helt til Siena. Med vinmarkerne, der ligger op ad de blide skråninger, er det rolige Gaiole og det søvnige Greve et helt typisk Chianti-land. Landdistriktet fra Gaiole sydpå mod Siena og østpå mod Arezzo er højere, vildere og vådere. De skovklædte tinder på Siena-Chianti-egnen er tindrende grønne og dufter af timian, rosmarin og pinjekerner. De dybe kastanjeskove giver ideelle vilkår for vildsvin, som er indført for nylig.

Blandt de mange florentinske slotte er Brolio det mest imponerende – ikke mindst på grund af udsigten over de oprindelige Chianti-vingårde mod Siena og Monte Amiata. På middelalderens skakbræt havde alle florentinske slotte deres sienesiske modstykke. Hvis de tilbageværende slotte er florentinske, så er det fordi Siena tabte kampen og mistede alle sine brikker. Mens det sienesiske Cereto og Cettamura i dag er murdynger, stråler de florentinske Brolio og Meleto stadig.
Som en florentinsk forpost spænder Brolios fortid over konflikten mellem guelfer og ghibelliner, en plyndring fra Siena i 1529, tysk besættelse og allierede bombninger i 1944. De middelalderlige bymure er det mest slående træk, sammen med et kapel fra 1300-tallet, der ligger midt i det frodige land. Brolio har længe været kontrolleret af familien Ricasoli, der har været godsejere siden 700-tallet. Baron Bettino Ricasoli, som var italiensk statsminister i 1861, grundlagde den moderne Chianti-vinindustri, et foretagende der fortsættes af den nulevende familie. Mundheldet ”Når Brolio rører sig, ryster Siena” gælder stadig, ikke mindst inden for vinproduktionen.
Chianti-egnen er stedet, hvor man drysser omkring og tilfældigt falder over noget, f.eks. det lillebitte Campi di San Gusmé, straks syd for Brolio. En lille klatretur fører op til et lille tårn, en romansk kirke og udsigt mod sammenstyrtede borge, villaer og vingårde. Tårnet blev bygget højere end de omkringliggende cypresser for at se ud over dem, men ikke særligt overraskende voksede træerne; det gjorde tårnet ikke.

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Udgivet i Rejsetips | Tagget , | Skriv en kommentar

Quinta das Vinhas Madeira i Portugal – hotel og ferieboliger

Quntas das Vinhas tilbyder både hotelværelser og ferielejligheder og et godt tip er at bestille dit ophold på Quinta das Vinhas i god tid da det er et meget populært sted at bo på sin ferie på Madeira.

 

 

 

Læs mere om Quintas das Vinhas

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 6.0/6 (1 vote cast)
Udgivet i Hoteller og ferieboliger | Skriv en kommentar

Hotel Bellevue San Lorenzo Gardasøen i Italien

Hotel Bellevue San Lorenzo ligger ved byen Malcisine, helt ned til kanten af Gardasøen.

Foto: Næsten lige meget hvor du befinder dig på Hotel Bellevue San Lorenzo er der en fantastisk udsigt over Gardasøen, her udsigten fra poolen.

Få mere information om Hotel Bellevue San Lorenzo

Har du boet på Hotel Bellevue San Lorenzo ved Gardasøen, så skriv meget gerne om din oplevelse med hotellet. Jeg er naturligvis også interesseret i om du synes min beskrivelse af Hotel Bellevue San Lorenzo stemmer overens med din og om der er væsentlige ting der har ændret sig siden jeg sidst besøgte hotellet. Overvejer du at holde ferie ved Gardasøen og bo på Hotel Bellevue San Lorenzo er du også meget velkommen til at stille spørgsmål om hotellet ved at bruge kommentarfeltet nederst på siden.

Læs ferietips om Gardasøen

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 5.0/6 (2 votes cast)
Udgivet i Hoteller og ferieboliger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Gardasøen i Italien – tips til din ferie ved Gardasøen

Gardasøen besøgte jeg første gang som barn og jeg har siden hen været på ferie ved Gardasøen flere gange, for det er og bliver et af de smukkeste området i Europa, og kombinationen med vand, bjerge og et perfekt klima bliver jeg aldrig træt af. Gardasøen er stor og der ligger mange hyggelige byer langs hovedvejen der går hele vejen rundt om søen. Har du lejet bil eller er på kør selv ferie i din egen til til Italien, så snyd ikke dig selv for at tage en afstikker fra hovedvejen, og besøg de små landsbyer der ligger i bjergene. Her kan du læse et par linjer om nogle af de kendte byer ved Gardasøen, som jeg har besøgt på mine rejser.

Ferie ved Gardasøen i Italien

Gardasøen (el. Benaco som er dens ældste navn) ligger i Norditalien i hele tre forskellige regioner. Den østlige side ligger i Lombardiet, den vestlige i Veneto og den nordlige del i Sydtyrol. Søen er Italiens største sø og har siden romerne været en foretrukken destination. I Danmark har Gardasøen været en eftertragtet feriedestination i rigtig mange år, men søen har desværre ofte haft et noget blakket ry, som lidt af en charterdestination uden nogen egentlig italiensk charme. Det ry er ganske ufortjent, da Gardasøen har ligeså meget forskelligt at tilbyde folk i alle aldre, som søen er forskellig fra nord til syd og fra øst til vest og i byerne finder man masser af charme. Kører man en tur rundt om søen vil man på den forholdsvise korte tur (søen er 52 km. lang) opleve meget forskellige landskaber. I den nordlige er søen karakteriseret ved stejle bjerge, hvorimod den sydlige del byder på et bølgende landskab med vinmarker ganske tæt på. I den østlige del af søen går kystvejen næsten helt nede ved søbredden medens den vestlige side præges af en snoet kystvej, som ligger højt fra bredden går gennem bjerge, og tager en igennem flere tunneller.
Hele vejen rundt om søen ligger der et væld af charmerende byer, som alle har hver deres særlige særpræg. Som inspiration til ferien kommer her beskrivelser af fire af dem – Riva del Garda i nord, Sirmione i syd, Malcesine i øst og Limone sul Garda i vest.

Riva del Garda

Riva del Garda er den vigtigste by i den nordlige del af søen og beskrives ofte som den nordlige perle. Hvis man er til sport er denne by det ideelle sted at opholde sig, da der er gode muligheder for vindsurfing, sejlads og med bjergkæden Dolomitterne i baghaven også for mountainbike ture eller vandring. Ønsker man mere afslapning har byen et dejligt centrum med butikker, cafeer og restauranter. Ligeledes er havnepromenaden et dejligt sted at gå en aftentur. En af de bygninger som dominerer bybilledet er La Rocca, som er et fort fra ca. 1124, der efter at have undergået en del restaurering nu huser bymuseet. Fra fortet er der en smuk udsigt udover byen og søen. Byens nordlige placering gør den velegnet til udflugter til f.eks. de to nærliggende mindre søer Iseosøen og Ledrosøen.

Sirmione

Området Sirmione ligger i søens sydlige del, og består af tre byområder: Sirmione, Sirmione-Colombare og Sirmione Lugana, hvoraf det område man oftest tænker på, når man siger Sirmione, er den ældste del som ligger på Benaco-halvøen. Byområderne ligger i overkommelig afstand fra hinanden og alle har de deres eget hyggelige bycentrum. Området er et af de mest berømte og besøgte steder ved Gardasøen. Indgangen til Sirmiones ældste bydel, sker ved at gå igennem porten på Castello Scagliero, som er en borg fra det 12. århundrede. Fra borgen er der ca. 1. km. ud til byens største turistattraktion Catullus Grotter. Hvis benene er trætte kan man i perioden fra april til oktober tage det lille elektriske tog, som kører fra centrum af byen. Catullus Grotter er et arkæologisk kompleks på ikke mindre end 20.000 kvadratmeter, hvor man finder resterne af en romersk villa, som anses for at være det flotteste eksempel på en sådan i Norditalien. Det var i Renæssancen, at de første levn blev fundet og da de mere lignede grotter end en villa, har ordet grotter hængt ved stedet siden. Catullus stammer fra digteren Catullo, som blev født i Verona. Han skulle efter sigende have ejet en villa i området, men det er dog ikke bevist, at der er tale om denne.

Malcesine

I den øvre østlige del af søen ligger byen Malcesine. Når man ankommer til byen vil man lægge mærke til borgen Castello Scagliero, der som sin navnebror i Sirmione ligeledes stammer fra det 12. århundrede. Borgen ligger højt placeret og med sit tårn, som stammer helt tilbage fra middelalderen, dominerer den bybilledet. Borgen huser et spændende museum og fra den kan man få et flot panorama billede udover søen. En anden interessant bygning, som ligger midt inde i byen, er Palazzo dei Capitani, hvor man kan se mange smukke sale med fresker. Mange kalder Malcesine for den mest charmerende by ved Gardasøen, da dens centrum består af hyggelige brolagte gader og smukke pladser, hvorfra man kan nyde udsigten over søen. Bag Malcesine ligger bjerget Monte Baldo på 2.218 m., hvortil man kan komme ved at tage en svævebane. Det er muligt at medbringe sin cykel i svævebanen, vejen ned er stejl med hårnålesving, men de modige kan tage svævebanen op og cykle ned. Ønsker man en dejlig gåtur kan man gå ad den promenade, som går langs søbredden på denne side, fra havnen i Malcesine og videre til et naturskønt område som hedder Val di Sogno (Drømmenes Dal)

Limone sul Garda

Limone (i daglig tale) må være en af de smukkeste byer ved Gardasøen. Byen ligger i den nordlige del af søens vestlige side. Byens skønhed får den fra bjergene som ligger bag den, hvorfor det ser ud som om en del af byens huse klynger sig til bjerget. Byen har dog stadigvæk ligesom mange af de andre byer ved søen en meget skøn havnepromenade, og den man har i Limone kan meget vel være den hyggeligste af alle. Der findes mange maleriske gader i byen, hyggelige cafeer og gode restauranter. Denne del af søen er berømt for citroner, og bagved byen på bjergskråningerne findes et væld af plantager, som har ligget her siden 1300-tallet. Byen har normalt ca. 1000 indbyggere, men dens magiske tiltrækningskraft kommer til syne i sommerperioden, hvor ”indbyggertallet” stiger til op mod 20.000. Til trods for dette føles byen ikke for turistet, hvilket i høj grad skyldes indbyggernes store gæstfrihed.

Lad bilen stå og brug det offentlige transportsystem

Gardasøen er et godt sted at rejse hen, hvis man ønsker at rejse rundt på egen hånd, da det offentlige transportsystem omkring og på søen er ganske veludviklet. Det er ikke mindst godt at benytte det i højsæsonen, hvor mængden af trafik og kun en primær vej omkring søen gør, at man nemt kan risikere at sidde i kø i lange perioder.
Vælger man at opleve søen på land findes der en del rutebillinjer, som man kan tage fra nord til syd eller fra en by til en anden. Fra Malcesine til Riva del Garda tager turen en lille halv time, og fra Limone til Desenzano i den sydlige del, tager det ca. halvanden time. Desenzano har en togstation, så hvis man ønsker en udflugt længere væk, kan man nemt gøre det herfra
Den bedste måde at se søen må dog være at tage en sejltur. Søen sejles tyndt af op mod 20 forskellige slags både, og der er noget for enhver smag. For at slippe for at holde i kø kan man vælge at sejle fra den ene side til den anden, da det er muligt at medbringe sin bil på nogle færger. En sejltur fra Limone på den ene side af søen til Malcesine på den anden side af søen tager en god halv time. Ønsker man i heden om sommeren at blive afkølet med en sejltur, findes der færger med soldæk, så man sagtens kan tilbringe en hel dag på vandet. En hyggelig aften på vandet er også muligt da der er færger, hvor der er restaurant og spilles op til dans. Antallet af afgange er selvfølgelig flest i sommermånederne, men der sejles også om vinteren.

Eksterne kilder om Gardasøen

Ovenstående var blot et kort indlæg om et par af de byer jeg har besøgt ved Gardasøen, men der findes mange rigtig gode sider som indeholder en masse informationer og fakta om Gardasøen i Italien. Selv bruger jeg naturligvis altid Google når jeg søger informationer til mine rejser, men her er et par andre nyttige sider jeg selv har brugt!

Læs om Gardasøen på Wikipedia

Som skrevet tidligere er der tre regioner der “dækker” Gardasøen, nemlig Veneto, Lombardiet og Trentino, her er links til turistbureauerne i de tre regioner.

Turistkontor Gardasøen Trentino regionen

Turistkontor Gardasøen i Veneto regionen

Lombardiets turistkontor om Gardasøen

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Udgivet i Rejsetips | Tagget , | Skriv en kommentar

Campanien i Italien – tips til din ferie i Campanien

Regionen Campanien markerer starten på Syditalien eller il Mezzogiorno, som de syditalienske regioner samlet også betegnes som. Regionen er den mest kendte, hvilket sandsynligvis er på grund af hovedbyen Napolis berygtede ry på godt og ondt, og favorit destinationen for mange den ubeskrivelige smukke Amalfikysten. Men regionens tiltrækningskraft stopper ikke her, da den også huser den berømte antikke romerske by Pompeji, hvis historie hænger uløseligt sammen med vulkanen Vesuv. Regionen er også øernes region, da man her kan sejle til den meget omtalte ø Capri eller til en af de mindre kendte øer Ischia og Procida. Vælger man at tilbringe sin ferie i Campanien kan man med garanti opleve maleriske byer, bade i dybblåt hav fra idylliske strande, lade sig opsluge af historien og til fulde opleve den helt specielle varme sydlandske stemning, som får en til ønske, at ferien kunne vare bare et par dage mere.

Napolibugten med vulkanen vesuv i baggrunden

Napoli

Napoli er hovedbyen i Campanien og er en by man sent vil glemme. Byen byder på et væld af interessante seværdigheder såsom museet Museo e Gallerie Palazzo Reale di Capodimonte, som viser kongelejligheder og samtidskunst og Napolis største plads Piazza del Plebiscito, hvor man kan besøge den imponerende kirke Basilica di San Francesco di Paolo og Palazzo Reale (Kongepaladset). Fra pladsen er der en smuk udsigt udover Napolibugten med vulkanen Vesuv, der med sin skønhed og storhed er med til at gøre opholdet i byen til især en speciel visuel oplevelse. Det som dog nok vil efterlade det største indtryk er en gåtur i Napolis ældste kvarter – Spaccanapoli-kvarteret. I dette kvarter ligger byens domkirke, og bybilledet præges af specialbutikker med blandt andet bøger og smykker. Her vil man se den klassiske tørresnor, som hænger tværs over gaden og indbyggerne som råber til hinanden fra et vindue til et andet. Man vil også blive vidne til det livlige og med nordiske øjne kaotiske gadeliv, som er en vigtig del af byens helt specielle puls. Indtrykkene i byen kan virke meget overvældende, men man skal ikke lade sig afskrække. Så længe man bruger sund fornuft, holder sig de kendte steder og holder øje med sine ting, vil et ophold i byen blive til et minde for livet. Amalfikysten Hvis man er så heldig at se La Costiera Amalfitana – fra luften ville beskrivelsen af den uden tvivl være perler på en snor. For byerne på kyststrækningen som betegnes som en af verdens smukkeste, er virkelig perler på en snor. Strækningen består af maleriske byer, som ligger placeret både ved den billedskønne kyst og i de knejsende bjerge bagved. Byerne har hver især deres særegne charme, det kan være en idyllisk badestrand, smukke kirker, kulturelle oplevelser eller hyggelige gader og pladser, hvor man kan sidde og lade sig betage af folkelivet. Nogle af de indtryk, som man uden tvivl vil tage med sig, efter et besøg på kysten er et væld af farveindtryk fra de smukke byer malet i utallige farver, til de gule citrontræer og det azurblå hav.

Sorrento

Med så meget at se på Amalfikysten, bliver byen Sorrento på Sorrentiner-halvøen ofte glemt. Dette er dog synd, da Sorrento og de omkringliggende byer byder på et væld af de samme oplevelser, som de mere kendte byer på Amalfikysten. Sorrento i sig selv er en hyggelig by og især byens gamle bydel, som med sine snørklede gader, hyggelige cafeer og folkeliv er med til at give en ægte sydlandsk stemning. Sorrento er ikke en badeby, da der ikke findes en ordentlig badestrand i selve byen. Fra byens park Villa Communale er der en smuk udsigt udover havet og halvøen. Når man en gang har været i Sorrento forstår man til fulde, hvorfor sangen ”Torna a Surriento” fra 1902, som lovpriser byen blev et stort hit og egentlig stadig er det den dag i dag.   Øer, Pompeji, Herculaneum og Paestum Man kan fristes til at kalde Campanien for øernes region, da der her findes især tre underskønne af slagsen: Capri, Ischia og Procida. Capri er uden tvivl den mest omtalte og øen er da også uden tvivl en lille perle. Her kan man nyde udsigten fra øens højest billigende by Anacapri, opleve et væld af blå farver i Grotta Azzurra (Den Blå Grotte) og betragte den livlige havn Marina Grande med sine farverige huse. Selvom Capri er den mest omtalte bør man også have Ischia og Procida i tankerne. Ischia er den største af de tre øer og er især kendt for sine varme kilder, som efter sigende skulle have en helende effekt. Øen er mindre turistet end Capri og er derfor et godt alternativ. Procida er den mindste af de tre og er kun 3,5 km. lang på det længste sted, men tilbyder alligevel gode bademuligheder. Man kan sejle til alle tre øer fra Napoli men også fra nogle af byerne på Amalfikysten og Sorrento er det muligt at sejle til dem. To af de absolutte hovedattraktioner i Campanien er Pompeji og Herculaneum, som begge er antikke romerske byer, der blev dækket af aske under vulkanen Vesuvs berømte udbrud i 79 e.Kr. Pompeji er den mest berømte af de to og her er det muligt at få et godt indblik i det liv, som blev levet i byen inden vulkanudbruddet. Nogle af de ting man kan se er velbevarede gader, en velbevaret markedsplads Macellum og et yderst velbevaret teater Teatro Grande. I Herculaneum findes der ligeledes velbevarede bygninger men også en del vægmalerier og mosaikker. Er man interesseret i antikken skal man tage til byen Paestum. Byen er i forhold til de to foregående af græsk oprindelse og blev grundlagt i 600 f.Kr.  Byen er en turistattraktion i dag på grund af tre fantastiske doriske templer – Neptuntemplet fra ca. 450 f.Kr. (som er det største og mest komplette), Hera-templet fra ca. 550 f.Kr. og Athene-templet – ofte refereret til som Ceres-templet fra omkring 500 f.Kr.

Mad og vin i Campanien

Når det kommer til mad er Campanien og i særdeleshed Napoli kendt for en meget elsket spise – pizzaen. Der er skrevet mange historier om pizzaen, og her kommer en om hvordan den klassiske Pizza Margherita efter sigende fik sit navn. Det skete en aften i Napoli i 1889, da den daværende konge Umberto 1. og hans kone dronning Margherita fik lyst til at smage den lokale specialitet, som ellers gik for at være en ”fattigmandsret”. Den berømte pizzabager Raffaele Esposito blev bedt om at bage og bringe tre pizzaer til de kongelige. Den ene af pizzaerne var med tomat, mozzarella og basilikum som det italienske nationalflags farver: rød, hvid og grøn, og denne havde endnu ikke noget navn. Det var den pizza, som faldt mest i dronningens smag, og det blev derfor besluttet at opkalde den efter hende. Pizza Margherita er i dag ikke napolitanernes foretrukne pizza, det er derimod Marinara, som er en pizza med tomat, hvidløg og basilikum, og altså dermed ingen ost. I det hele taget bliver hvidløg sammen med grøntsager såsom auberginer og zucchinier ofte brugt i det regionale køkken. Men selvom mozzarella ikke nødvendigvis spises på pizza, er det en meget yndet spise i regionen. Campanien er da også berømt for den meget lækre Mozzarella di Bufala (bøffelmælks mozzarella). Med sin fantastiske kyststrækning spises der naturligvis meget fisk og skaldyr i regionen og en af de mest berømte pastaretter er Spaghetti alle Vongole (kan i Napoli også kaldes for Vermicelli con le Vongole). Retten består af spaghetti med en bestemt slags muslinger, som hedder vongole, og kan enten serveres ”in rosso”, som er med tomat eller ”in bianco”, som er uden tomat. Vin er ikke noget som regionen er specielt berømt, selvom der produceres udmærkede dagligdags hvidvine på Capri og Ischia. Tidligere var Vesuvs sletter berømte når det kom til vin, men de er ikke blandt de bedste i Italien i dag.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Din mening om artiklen
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Udgivet i Rejsetips | Tagget , , , , | Skriv en kommentar