Med sine 10,5 mio. km2 er Europa verdens næstmindste verdensdel. Europa er en del af det eurasiske kontinent, og den konventionelle adskillelse fra Asien er derfor mere af kulturel end af fysisk art. Grænsen mellem Europa og Asien dannes af Uralbjergene. Uralfloden, det Kaspiske Hav samt det Røde Hav og Dardanellerne. Mod syd er det Middelhavet, der udgør grænsen mod Afrika.
Landene i Europa kan inddeles i tre grupper: Vesteuropa, Østeuropa, (hvoraf de fleste lande var under indflydelse af det tidligere Sovjetunionen) samt de lande, der opstod i forbindelse med Sovjetunionens opløsning. Hver af disse grupper kan karakteriseres ved deres politiske systems historie.
Vesteuropa indbefatter Andorra, Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Island, Irland, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Monaco, Holland, Norge, Portugal, San Marino, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien og Nordirland samt Vatikanstaten. Derudover findes der adskillige områder med særligt tilhørsforhold: Guernsey, Jersey, Isle of Man samt Gibraltar hører under Storbritannien, Færøerne under Danmark og Svalbard under Norge.
Nationerne i Østeuropa omfatter: Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Makedonien, Serbien og Montenegro (det tidligere Jugoslavien) og Albanien.
Da det tidligere Sovjetunionen blev opløst, opstod der flere nye nationer i Europa og Asien. I Europa omfatter disse nationer: Rusland, Ukraine, Hviderusland, Letland, Litauen, Estland og Moldova.
Gennem kolonialismen har Europa i de sidste 500 år haft stor indflydelse på resten af verden.
Topografi
Den bjergkæde, der stammer fra den senere tertiærtid, og som med højder på mellem 3.000 og 4.500 m strækker sig fra de Franske Alper til Karpaterne i Rumænien, udgør et markant karakteristisk træk ved Europa. I modsætning hertil findes der i Skandinavien samt den nordlige del af Storbritannien bjerge, der geologisk set er ældre og mere nederoderede. I de fleste europæiske bjergområder forekommer istidsdannelser i form af høje, spidse bjergtinder ( som f.eks. Matterhorn) og fladbundede dale, der er omgivet af stejle bjergsider (som i Schweiz). Langs de skandinaviske kyster findes fjorde, der opstod, da havet oversvømmede istidsdalene. I Central- og Østeuropa samt i Frankrig forekommer udstrakte sletter. I kraft af de mange floder – Volga, Donau, Rhône og Rhinen – er Europa meget rig på vand. Adskillige af disse floder er sejlbare langt ind i landet og er på visse steder indbyrdes forbundet ved hjælp af kanaler.
Klima og plantevækst
Selv om klimaet i størstedelen af Europa kan betegnes som fugtigt tempereret, kan der indenfor Europas grænser forekomme betydelige klimatiske forskelle. Klimaet i den vestlige del af Europa mildnes af Atlanterhavet, der opvarmes af vandet fra Golfstrømmen. I modsætning hertil ligger vintertemperaturen i det kontinentale Rusland under frysepunktet. I den allernordligste del af Europa, hvor vinteren er meget kold og sommeren kølig, vokser der ingen træer. Længere sydpå ligger tajgaen – med bredbladede, løvfældende træer og stedsegrønne nåletræer – der især i Rusland dækker store landområder. Fra Island og Norge til det nordlige Spanien strækker sig langs Atlanterhavskysten et køligt og fugtigt tempereret klimabælte. Dette område er præget af blandede skove. Længere inde i Europa, i den centrale og østlige del, kan man opleve mere ekstreme temperaturforskelle. I syd ligger et halvtørt bælte, hvor skovene befinder sig i de højere liggende og mere fugtige områder. Nedbøren falder temmelig uregelmæssigt, og området er præget af udstrakte græsstepper. Det sydlige Middelhavsområde oplever varme, tørre somre og kølige vintre. Her er store områder dækket af skov og krat.
Befolkning
I 2000 udgjorde Befolkningstallet i Europa (Rusland undtaget) omkring 728 mio. Den relativt høje levestandard i de fleste europæiske lande afspejles i en gennemsnitslevealder på 70,1 år for mænd og 78,2 år for kvinder. Befolkningstallet er stabilt, med en vækstrate på omkring nul. Ruslands befolkningstal ligger på 145 mio. og her er gennemsnitslevealderen 62,3 år for mænd og 73 år for kvinder.
I Europa har der siden 1800-tallet fundet en betydelig urbanisering sted, og denne tendens er efter Anden Verdenskrig yderligere accelereret. For øjeblikket bor 74% af befolkningen i byerne (84% i Nordeuropa og 65% i Sydeuropa). I Rusland er der tale om 73%.
Landbrug
Europa har en veludviklet landbrugsøkonomi, der er baseret på et stort udvalg af fødevarer og animalske produkter. Med hensyn til teknologi og planlægning er det vesteuropæiske landbrug mere avanceret, end det er tilfældet i de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa, hvor man i flere årtier eksperimenterede med en kollektivisering af landbruget. Landbrugenes størrelse varierer betydeligt, men tendensen i retning af større landbrug er ved at ændre landbrugssektoren.
Inden for Europas fugtige, tempererede zone er det såkaldt blandede landbrug (dvs. agerbrug sammen med kvægavl) det mest almindelige. De vigtigste kornsorter er hvede, byg og rug, og de mest udbredte besætningstyper er får og kvæg. Landbrug, der producerer mejeriprodukter, er fremherskende i nogle af de køligere lande, som f.eks. Holland og Danmark. Æbler og pærer hører til de væsentligste frugtsorter.
Det sydlige Europa, der har varme og tørre somre og milde vintre, er velegnet til dyrkning af vindruer, citrusfrugter og oliven. I dele af Middelhavsområdet anvendes i vid udstrækning kunstig vanding, f.eks. i forbindelse med risdyrkning. I Atlanterhavet, Middelhavet og Sortehavet foregår omfattende fiskeri.
Industri
Europa var det første sted i verden, der blev industrialiseret, og er i kraft af videnskabelig innovation samt omfattende brug af teknologi forblevet en af verdens højst udviklede regioner. Produktionen i Europa omfatter fremstilling af produkter fra landbrugsområdet, som f.eks. vin og olivenolie, fremstilling af basale industriprodukter, såsom stål, olieraffinering og cement samt højt avanceret, elektronisk udstyr.
De europæiske industrier importerer i vid udstrækning de mineraler, de har brug for, men regionen besidder selv væsentlige mineralske aflejringer, f.eks. kul ( i flere områder), olie (i Nordsøen og i Østeuropa) samt jernmalm ( i Ukraine og Rusland). Rusland eksporterer naturgas til adskillige europæiske lande og er tillige den største guldproducent. Under begge verdenskrige, men især under Anden Verdenskrig opstod der betydelige skader på både industri og infrastruktur, men Europa blev reetableret. Vesteuropa blomstrede op igen, og der blev iværksat en storstilet genopbygning og industrialisering – medens det kommunistisk kontrollerede Østeuropa sakkede bagud. Disse nationer er dog nu ved at gå over til markedsøkonomi, men det tager sin tid, før de har indhentet de vesteuropæiske lande. I nogle af de europæiske lande hersker for tiden en vis stagnation, og Rusland – konfronteret med truslen om en økonomisk kollaps – er afhængig af ude fra kommende hjælp til genopbygning af sin økonomi. Industrialisering og urbanisering har krævet sine ofre i miljøet: Luftforurening, syreregn samt forurening af floderne er ikke usædvanlige fænomener. Takket være internationalt samarbejde er svovldioxid-niveauet dog nu blevet reduceret, medens nitrogenoxid-emissionen stadigvæk er høj.
Sprog
I Europa tales mange forskellige sprog. De fleste af disse tilhører de tre største indoeuropæiske sproggrupper: Den romanske (latinsk-baserede), den germanske og den slaviske.
Den romanske sproggruppe omfatter spansk, italiensk, fransk, portugisisk, rumænsk og rætoromansk. De germanske sprog omfatter engelsk, tysk, hollandsk, dansk, svensk og norsk. Lettisk og litauisk er specielle, baltiske sprog. Keltiske sprog (irsk og skotsk, gælisk samt walisisk) tales af minoriteter på de britiske øer samt i Frankrig (Bretagne). De væsentligste slaviske sprog er russisk, ukrainsk, hviderussisk, polsk, tjekkisk, slovakisk og bulgarsk, medens der på Balkan tales sprog fra en anden sproggruppe (serbokroatisk, slovensk og makedonisk).
Derudover findes der andre sprog, som f.eks. græsk, albansk og tyrkisk, der tales visse steder på Balkan samt finsk, der tales i Finland og Karelen. Desuden tales der baskisk og catalansk i Spanien og Frankrig. De fleste europæiske lande har ét dominerende sprog, men der findes dog visse undtagelser: I Schweiz findes der hhv. fransk-, tysk-, italiensk og rætoromansksprogede områder, og Belgien er delt op i flamsk- og fransksprogede regioner. Der findes tysksprogede områder i Ungarn samt russisksprogede minoriteter i alle lande fra det tidligere Sovjetunionen.
Grænsekonflikter og krige
Både Første og Anden Verdenskrig opstod som følge af grænsestridigheder mellem europæiske lande, inden det meste af kontinentet stod i flammer. Den dominans over Østeuropa, som blev udøvet af det tidligere Sovjetunionen, resulterede i et politisk, ideologisk og militært “jerntæppe”, der indtil begyndelsen af 1990′erne opdelte kontinentet i to dele. Nu til dags bliver de fleste af de europæiske landegrænser accepteret, som de er. Der findes dog visse undtagelser: Jugoslaviens deling resulterede i krige. Opdelingen af Cypern i et græsk og et tyrkisk område er en kilde til gnidninger mellem disse to lande. Spaniens krav på den britisk besiddelse Gibraltar er et andet stridsspørgsmål. I Europa findes adskillige sprogligt baserede, separatistiske bevægelser. Nogle af disse har indebåret væbnede konflikter, som i de baskiske og catalanske regioner (Spanien), på Korsika (Frankrig) og i Kosovo (Serbien).