Chianti er snarere en spirituel end en geografisk stedbetegnelse. Dets flydende grænser afspejler vekslen mellem magten i Firenze og Siena, men dets sjæl bliver der, hvor den altid har været: På florentinsk jord. Landskabet i provinsen Siena er lidt vildere, dalene dybere og bjergene højere, men på bunden er det ligesom Firenzes Chianti-provins: Søvnigt og overciviliseret. I modsætning til den sydlige del af provinsen er Chiantiegnen ikke stedet med kunstneriske eller arkitektoniske kulisser. I stedet er det et område, hvor den omtumlede historie har skabt en scene med den mest fuldendte form for harmoni bestående af blide højdedrag og venlige mennesker.
På et sted, hvor det ikke er vigtigt at se helt bestemte ting, er det muligt at foretage mange fine udflugter.
Castellina i Chianti
Castellina in Chianti ligger bekvemt placeret ved Chiantigiana, den snoede landevej der forbinder Firenze med Siena. Castellina ser ud over symmetriske vinmarker og lunde, et landskab der er oversået med lave stenhuse og sene renæssancevillaer. Der er bygget nye vingårde af sten, fjernet fra middelalderens borgruiner. Vinbønderne har i dovenskab således gjort det oprindelige slot eller tårn til en gård, men navne som ”La Rocca” eller ”La Torre” afslører deres oprindelige funktion. Castellinas navn afslører også dens middelalderlige funktion som florentinsk forpost. Sent i 1200-tallet var den hjemsted for det første Chianti-forbund, en gruppe bestående af tre feudale, florentinske borge, der hver var ansvarlig for en tredjedel af området. Borgen er i dag et befæstet rådhus med et lille etruskermuseum og et mylder af stemningsfyldte gyder, hvorfra man kan se glimt af Chianti-bjergene. Den anden attraktion er Enoteca Vini Gallo Nero (Via della Rocca 13), et sted hvor man smager på vin, får råd om vinture og hvor der er vendita diretta, salt fra butikken.
Radda i Chinanti
Radda in Chinanti, i 1415 hovedkvarter for Chianti-forbundet, har bevaret sin middelalderlige byplan og sit imponerende rådhus. Ligesom i Castellina er den selvgroede arkitektur ude på landet af større værdi. Klassiske Medici-villaer med 1500-tals vinduer kappes med romantiske villaer, skabt af resterne fra borge eller etruskiske ruiner. Villa Vistarenni er mesterværk fra 1600-tallet, et sofistikeret hvidt fyrtårn, der ville være utænkeligt i landskabet syd for Siena. De elegante loggiaer og arkitekturens åbne karakter er beviser på den voksende sikkerhed, befolkningen oplevede ude på landet og i nærheden til det urbane Firenze. I den rolige Chianti-egn er landet rigere og mere civiliseret end byen. Det modsatte gælder bysamfundene syd for Siena.
Uden for Radda igger Volpaia, den mest maleriske landsby i Chianti. En proptrækkervej klatrer op mod den middelalderlige by med sine tårne, forfaldne borg og kirken i Brunelleschi-stil. Hvis landsbyerne og byerne i Chianti i dag kun har ringe sans for identitet og blot få kunstneriske skatte, er det, fordi de er opstået med fuld udviklet Firenze- og Siena-identitet. Mens landsbyerne manglede kunstneriske mæcener og egen vilje, havde de militære forposter som Radda ikke tid til at udvikle sig i kunstnerisk retning. Kun klostrene i Chianti, som havde deres egne midler, var uafhængige nok til at skabe deres egen kultur.
Mellem Radda og Gaiole ligger Badia a Coltibuono, med det passende navn, kloster for den gode høst, placeret midt mellem pinjer, ege, kastanjer og vinranker. Siden klostrets opløsning i 1810, har dette middelalderlige anlæg tilhørt en enkelt familie. Selv om den bedårende klostergård fra 1400-tallet, kapellet og lofterne med fresker kun er tilgængelige for deltagerne i et madkursus om toscansk mad, er det en dejlig oplevelse at se 1100-talsmurene og klokketårnet udefra. Under klostret findes vinkældre, fulde af Chianti Classico – det som man pr. tradition lever af her. Ikke mindre berømt er honning fra kastanjeblomster eller jomfruolie. Sådanne produkter kan købes på stedet eller smages i klostrets restaurant.
Gaiole i Chianti
Gaiole in Chianti, en lille by i Chianti-forbundet, er en nyere bebyggelse beliggende ved flodbredden i en skovklædt dal. Det er et populært villeggiatura, sommertilflugtssted for varmeplagede florentinere, der er ude efter familiehoteller, hjemmelavet mad og vin med det kendte logo gallo nero, den sorte hane.
Historien ligger og venter i Meleto og Vertine, to usædvanlige borge, og Barbischio, en middelalderlig landsby blot en kort spadseretur herfra. Fristende stier med afmærkningen Sentieri del Chianti fører helt til Siena. Med vinmarkerne, der ligger op ad de blide skråninger, er det rolige Gaiole og det søvnige Greve et helt typisk Chianti-land. Landdistriktet fra Gaiole sydpå mod Siena og østpå mod Arezzo er højere, vildere og vådere. De skovklædte tinder på Siena-Chianti-egnen er tindrende grønne og dufter af timian, rosmarin og pinjekerner. De dybe kastanjeskove giver ideelle vilkår for vildsvin, som er indført for nylig.
Blandt de mange florentinske slotte er Brolio det mest imponerende – ikke mindst på grund af udsigten over de oprindelige Chianti-vingårde mod Siena og Monte Amiata. På middelalderens skakbræt havde alle florentinske slotte deres sienesiske modstykke. Hvis de tilbageværende slotte er florentinske, så er det fordi Siena tabte kampen og mistede alle sine brikker. Mens det sienesiske Cereto og Cettamura i dag er murdynger, stråler de florentinske Brolio og Meleto stadig.
Som en florentinsk forpost spænder Brolios fortid over konflikten mellem guelfer og ghibelliner, en plyndring fra Siena i 1529, tysk besættelse og allierede bombninger i 1944. De middelalderlige bymure er det mest slående træk, sammen med et kapel fra 1300-tallet, der ligger midt i det frodige land. Brolio har længe været kontrolleret af familien Ricasoli, der har været godsejere siden 700-tallet. Baron Bettino Ricasoli, som var italiensk statsminister i 1861, grundlagde den moderne Chianti-vinindustri, et foretagende der fortsættes af den nulevende familie. Mundheldet ”Når Brolio rører sig, ryster Siena” gælder stadig, ikke mindst inden for vinproduktionen.
Chianti-egnen er stedet, hvor man drysser omkring og tilfældigt falder over noget, f.eks. det lillebitte Campi di San Gusmé, straks syd for Brolio. En lille klatretur fører op til et lille tårn, en romansk kirke og udsigt mod sammenstyrtede borge, villaer og vingårde. Tårnet blev bygget højere end de omkringliggende cypresser for at se ud over dem, men ikke særligt overraskende voksede træerne; det gjorde tårnet ikke.
